 |
Island syd og øst |
|
Tilbage til Ferie Færøerne og Island - Klik her!
Ruten dag 5 - Reykjavïk-Gullfoss-Eyjafjöll- 265 km.
Dag 5 startede med kørsel øst ud af Reykjavik,
hvorefter ruten gik mere ind i landet ad vej 36 i retning mod Tingvellir.
Efter ca. 25 km gik turen ind ad vej 360 langs med søen "Tingvallavatn" til et geotermisk kraftværk "Nesjavallavirkjun". På afstand sås dampskyerne der var over værket, ligesom man tydelig så de store rør, der transporterer det varme vand ind til værket fra boringer i undergrunden.
Skiltet med "Gravel road ahead" advarer om at asfalten ophører,
men derfor er der aligevel en hastighedsbegrænsning på
80 km/t.
Tingvellir
Tingvellir området blev i 1930 Islands første Nationalpark, det var stedet,
hvor det gamle parlament "Altinget" i år 930 blev grundlagt og bevaret helt frem til 1798.
Det var også her at Island blev udråbt som Republik i 1944, ved Lögberg, der hvor der i dag står en flagstang.
Tingvellir ligger ved det nordvestlige hjørne af søen Tingvallavatn, der er Islands største sø.
Stedet er i et bælte af vulkansk aktivitet og er på grænsen mellem 2 plader i jorden,
der er mange sprækker, der skyldes jordens bevægelser og disse vokser med 2 cm om året.
Efter besøget i Tingvellir, hvor der straks efter på vej 36 er en fantastisk udsigt
tilbage over Tingvellir sletten og søen.
Derefter fortsattes af vej 365 en grusvej, men i rimelig stand.
Ved den næste by Laugarvatn gik turen mod Gulfoss vandfaldet.
I byen Laugarvatn var der en lille farvestrålende kirke.
Gulfoss vandfaldet
Gulfoss vandfaldet er Islands mest berømte og vandet styrter 32 meter ned
for at forsvinde i en 70 meter dyb og 2,5 km lang kløft.
Kaskaderne fra vandet hænger i luften som finregn og i solskin dannes prægtige regnbuer.
Vandet kommer fra gletscheren "Langjökul" som der også er en fin udsigt til.
Området er fint udlagt med afmærkede stier.
Geysir området
Efter besøget her fortsattes til Geysir området med gejseren "Stokkur".
Det er et område med varme kilder og det koger og syder fra undergrunden i flere kratere og man kan se,
at der kommer damp op af jorden.
Den mest berømte gejser er "Stokkur", hvor man rigtig kan se bevægelserne i det varme vand,
ca. hvert 5. minut sender den kogende vand og damp op i 25 - 30 meters højde, som billedet viser.
Parkeringsvagt ved Geysir!
Skálholt
Næste stop var Skálholt, et sted der i mange århundreder var et af Islands vigtigste steder.
Det var her Islands første bispesæde blev oprettet i 1056 og indtil reformationen
var biskoppen ved Skálholt landets rigeste og mægtigste mand.
Der boede omkring 200 personer på bispegården.
På stedet har der gennem tiden stået flere kirker og den nuværende er bygget i 1960'erne.
I Kirkens kælder er der flere ting af historisk værdi.
Den mest unikke genstand i kælderen er Biskop Páll Jónssons stenkiste.
Det må siges at da den blev fundet blev sandhedsværdien større, idet folk førhen tvivlede på historien om kisten.
Fra kælderen førte en tunnel, der blev brugt til at gå mellem skolen og kirken. Den er fornylig blevet repareret og genopbygget.
I området syd for kirken - for enden af tunnelen ligger Landsby bakken. Her har der været omfangsrige arkæologiske udgravninger. I dette område lå der engang en landsby med huse i forskellige størrelser, forskellige biskoppestuer, skolestuer, kontorer og mange stalde.
Efter et jordskælv i 1784 blev det ved kongeligt brev besluttet at Biskoppen skulle flyttes til Reykjavik.
Turen fortsatte af vej 31 og ved passage af elven Hvítá, var der en god udsigt tilbage på Skálholt kirken, hvor man tydelig fik indtryk af størrelsen på Landsby bakken.
Efter ca. 10 kilometers kørsel gik turen videre ad vej 30,
fra dette kryds var der udsigt til vulkanen "Hekla" ca. 35 km mod øst.
Turen videre gik gennem Skeid området med frodige græsmarker, hvor der var mange heste.
Vej 30 var som billederne viser en grusvej, men under vedligeholdelse med store maskiner.
Herefter gik turen østpå ad vej 1 gennem flere byer og lidt efter passeredes den store gletcher elv "Markarfljót",
fra broen var der udsigt til Seljalandsfoss, der er et specielt vandfald,
idet man kan gå bag ved det, som man kan se på billedet.
Herfra fortsattes turen gennem området "Undir Eyjafjöllum" - ved foden af Ø-bjergene.
Herefter gik ruten videre på en mindre grusvej nord for vej 1 indtil næste stop ved "Country Hotel Anna",
der er landets mindste 3 stjernede hotel, men vældig rart.
Flere oplysninger om hotellet kan findes på www.hotelanna.is
Ruten dag 6 - Eyjafjöll-Sudursveit - 310 km.
Om morgenen dag 6 var der udsigt til Vestmannaøerne ca. 25 km ude i Atlanten,
deres takkede spidser aftegnede sig fint i det fjerne.
Turen startede derefter mod øst af vej 1, hvor der var udsyn mod "Eyjafjallajökul" 1.666 m høj.
Det fortælles "Tinden er isglat, ilden buldrer nedenunder".
Gletscheren er et af de mest storslåede fjelde i bebygget område i Island.
Synet af gletcheren kan nydes fra byen Skógar og fjeldkæden beskytter bygden mod de kolde nordenvinde.
Der var vulkanudbrud i1821 - 1823. Men i 2010 året efter vores tur kom der et voldsomt udbrud,
som lukkede hele området med askeskyer, der ligeledes lammede flytrafikken i store områder.
Det første stop var det 60 m høje vandfald "Skógafoss",der breder sig smukt frem over fjeldkanten.
Sagnet fortæller, at "i sollyset kan man stadigvæk se landnamsmanden Trasis guld glitre:
Trasis kiste er rig under vandfaldet i Skógar. Den, der kommer først, får rigdom størst.
Næste stop var Egnsmusset i Skógar, her kan man begive sig tilbage i tiden
og få en fantastisk lejlighed til at stifte bekendtskab med forfædrenes og formødrenes liv.
Museet gemmer beboernes kulturarv med hensyn til tekniske hjælpemidler i landbrug og fiskeri,
kunsthåndværk, gamle huse, bøger, håndskrifter og dokumenter.
Indsamling af effekter til museet startede i 1945,
den 1. december 1949 blev der første gang åbnet en udstilling i skolen i Skógar.
I 1968 begyndte man at genopbygge gamle tørvehuse, hvor man får et indtryk af,
hvordan folk boede i forgangne tider. Den mest væsentlige del af bygningerne er kirken,
som er opført af bygningsdele fra gamle kirker og i den stil indendørs,
der var fremherskende ved kirker helt fra middelalderen.
I 2002 blev Samfærdselsmuseet indviet. I denne bygning viser udstillinger forskellige samfærdsels former,
som billederne viser bl.a. en gammel postbil.
Flere oplysninger kan findes på hjemesiden for Egnsmuseet i Skógar.
Turen fortsatte mod øst med en afstikker ind til Sólheimajökul der er en gletsjerlandtange fra den store gletsjer "Mýrdalsjökul". Igen en lille grusvej, men den var acceptabel.
Indtrykket af broen på vej 1 over elven fra gletsjeren gav et mærkeligt indtryk.
Heredter fortsattes i retning mod Islands sydligste punkt, hvor vej 218 fører frem til Dyrhólaey.
Fra parkeringspladsen var der mod sydøst udsigt til "Reynisdrangar"
et takket stenparti med spidser fremspringende af havet.
Sagnet fortæller at det blev dannet, da 2 trolde prøvede at trække et tremastet skib på land,
men da morgenlyset brød frem blev de til stene.
Stedet har meget stejle og høje klippevægge, hvor der er et utal af hylder og huler ind i klippen,
hvor fuglene yngler.
Kamilleblomst på den yderste klippe
På vejen tilbage fra Dyrhólaey var der en fantastisk udsigt ind over Mýrdalsjökul en ret så stor gletsjer.
Længere fremme ad vej 1 var der på en rasteplads et skilt der fortalte om de mange små stenvarder, som var på området ved pladsen.
Ifølge de historiske kilder skulle storbondegården Laufskálar have ligget i dette område.
Den blev ødelagt i det første kendte udbrud af Katla i 894. Blandt nabogårdene til Laufskálar var Dynskógar,
og egnen kaldes for Dynskógahverfi. På gården Laufskálar siger sagnet at der skulle have været
24 døre på jernhængsler.
Lavahøjen kaldes Laufskálavarda og er opkaldt efter gården.
Enhver der gik forbi stedet første gang, skulle bygge sig en varde for lykke på rejsen.
Derfor har vejvæsenet sørget for mange varder.
Næste stop var ved Núpstadur, en gård med et meget lille kapel af tørv fra det 17. århundrede.
Kapellet ligger i læ af bjerget Lómagnúpur.
Ved kig tilbage fra vej 1 fremstod Lómagnúpur med en profil, der var meget karakteristisk, fjeldet er 767 m højt.
Vej 1 fortsatte nu ind forbi en gletsjer Skaftafellsjökul, det er en udløber fra den store gletsjer Vatnajökul.
Dagens sidste stop var den store gletsjerlagune "Jökulsárlon",
hvor meget store isbjerge flyder rundt og driver til havs.
Isbjergene kommer fra gletsjeren "Breidamerkurjökul" en udløber af Vatnajökul.
På pladsen ved informationshuset er det muligt at komme med et amfibie fartøj
på en kort tur i lagunen mellem isbjergene.
Aftenen sluttede med et blik i aftensolen mod gletsjeren "Breidamerkurjökull" efter et godt måltid mad -
hjemmelavet på Tórbergur Centeret, hvor alle produkter kommer fra gården, ved Hali Gæstehus.
Yderligere oplysninger om stedet kan ses på: www.hali.is
Ruten dag 7 - Sudursveit-Seydisfjördur - 335 km.
Om morgenen dag 7 var det mere overskyet, men et sidste blik i sol mod den store gletscher blev det dog.
Hotellet Gerdi var udmærket og det er med i kæden af Islandske gård ferier,
hvor fårene gik og græssede bag ved huset og der var 2 sjove figurer foran ved flagstangen.
På vej tilbage mod vej 1 for at køre videre østpå, passeredes Torbergur Centret med den restaurant,
hvor vi spiste aftenen før.
Thórbergur Thórdarson 1888 - 1974 var en af Islands mest betydningsfulde forfattere i det 20. århundrede.
Han blev født og voksede på gården Hali i området ved Sudersveit.
På det tidspunkt var dette samfund geografisk isoleret af floder med stærk strøm og iskoldt vand,
og over floderne massive bjergkæder med is fra gletchere.
Livet i dette lukkede samfund var præget af en kamp mod naturens kræfter,
en kamp som helt sikkert har stimuleret indbyggernes mentale styrke, de skulle være praktisk anlagt.
Da han var 18 år drog han fra hjemmet, men han tog en opvækst i bl.a. litteraturens lys med sig,
hjemme læste man meget, bl.a. sagaer. Han blev en meget værdsat forfatter og i 1974
kort før hans død modtog han en Æresdoktorgrad fra Islands Universitet.
Han døde 12. november 1974.
Turen gik østpå langs kysten og der var udsigt mod en landtange et stykke fra kysten,
men ret hurtigt var der en rasteplads ved Skálafell med historisk mindesmærke og oplysninger.
Det var interessant at finde en tavle med et billede af Christiansborg og Vor Frue Kirke,
som disse bygninger så ud i tidligere tid.
Der blev fortalt om Jón Eiríksson,
som var af islandsk bondeslægt og født på gården Skálafell i det sydøstlige Island.
Biskop Ludvig Harboe fik i 1745 Jón med til Danmark,
hvor han blev uddannet jurist og senere juridisk professor ved Sorø Akademi i perioden 1759 - 1771.
Han fik titel af "Konferensråd" og i 1781 blev han bibliotekar ved det Kongelige Bibliotek.
I baggrunden for rastepladsen ses Skálafell og det brusende smeltevand fra gletsjerne.
I området langs kysten er der mange smeltevandsfloder fra den store Vatnajökull,
som er den største gletsjer uden for polar områderne på 8.000 kvadrat kilometer,
heraf er 1.600 kvadrat kilometer fredet Nationalpark.
I byen Höfn var der en gletscher udstilling, hvor der blev fortalt om Vatnajökull og vist,
hvordan man levede og boede på ekspeditioner både førhen og i nutiden.
Udenfor bygningen, var der et bæltekøretøj til brug for transport ind i og ud af området.
Der vises en film, som viser de mange vulkaner, der er under isen, kræfter der ikke kan kontrolleres.
Her mødes kræfter af ild og is, den er i gennemsnit 400 m tyk, men de fleste steder omkring 950 m tyk.
Fra Höfn er der en utrolig udsigt mod Vatnajökull området og herfra fortsatte turen op langs østkysten af Island.
Ret hurtigt passeredes en tunnel på 1.300 meter igennem bjerget Almannaskard,
tunnelen blev anlagt i årene 2004 - 2005, bjerget er 1.312 m. højt.
Luftbillede af området og Profil af vej og tunnel.
Vejen over bjerget blev anlagt i 1930 og det højeste punkt er, hvor en rasteplads nu er anlagt,
herfra kan man se Islands højeste tinde Hvannadalshnúkur" på 2.119 m.
Udisigten tilbage mod Höfn var over Skardsfjördur.
Fra Almannaskard forsatte turen nordpå igennem Lón området, langs med en lille fjord, som er Lónsfjördur.
Ret hurtigt en ny rasteplads med en mindesten.
Úlfljótur fra Bær i Lón købte sin jord af en mand, som der siges at han kom til området i udflytter tiden
og boede i Bær igennem mindst 10 vintre.
Úlfljótur blev den første Lagmand på Altinget, hvor han optræder som en grundlæggende person
og den oprindelige forfatter til lovene, da Altinget blev grundlagt i år 930.
Udflytningen begyndte i slutningen af det 9. århundrede og der var ingen love for hele Island,
det blev besluttet at sende Úlfljótur fra hans gård i Bær til Norge,
for at finde den mest passende lovgivning for Island og som resultat blev Islands love
baseret på Guli Forsamlingen i vest Norge.
Efter stoppet i Bær fortsattes mod nord langs med den imponerende skråning "Hvalnes"
og vejen gik rundt om de 2 fjorde Álftafjördur og Hamarsfjördur.
På en strækning var vej 1 under udbygning og man fik set, hvordan de arbejder sig frem i klipperne,
som gennembrydes ved hjælp af tungt materiel.
Turen gik herefter langs med fjorden Berufjördur, hvor der var fiskeopdræt.
Efter en tid gik turen igennem Breiddalsvik, herfra videre ad vej 96 i nordlig retning.
Kort efter byen var der en lille fin restaurant bygget i bjælkehus stil og et stop her var fint.
Fra pladsen foran stedet var der en god udsigt mod Breiddalsvik.
Turen gik rundt om fjorden Stodvarfjördur og en lille fiskerby af samme navn,
med en lille havn, samt en lille kirke i byen.
Ruten fortsatte ad vej 96 og ved det inderste af fjorden Fáskrúdsfjördur var der en vej igennem en tunnel
direkte i retning af byen Reydarfjördur ved fjorden af samme navn.
Den islandske østkyst har en del fjorde der skærer sig ind i landet,
men fra Reydarfjördur fortsatte turen ad vej 92 direkte mod Egillstadir,
denne vej førte over bjergpasset Fagridalur, men her var der regnbyger,
så det var noget usigtbart over fjeldet.
Fra Egilsstadir gik ruten ad vej 93 direkte mod Seydisfjördur over passet Fjardarheidi,
hvor der på nedturen blev udsigt til Seydisfjördur.
Om aftenen stod den på en mindre vandretur rundt i byen, hvor der var de 3 meget fine udskårne træfigurer.
Hotel Aldan i Seydisfjördur er indrettet i 3 historiske bygninger.
Hotellets reception med restaurant og café har til huse i en af Islands ældste butikker,
den er stadig indrettet med interior fra 1920.
Bygningen med de fleste værelser er "den gamle bank" og det var oprindeligt bygget til hotel
og blev regnet som et af de fineste i landet.
Herudover er Hotel Snæfell siden 2005 en del af Hotel Aldan,
et hus der igennem årene har fungeret som posthus, hotel og restaurant.
Byen Seydisfjördur var sidst i det 19 århundrede en blomstrende by takket være norske købmænd og sildefiskere
og hotellets huse er restaureret med respekt for de historiske sammenhænge.
Tæt ved hotellet var byens fine trækirke og andre velholdte træhuse.
Ret hurtigt ankom Norröna til Seydisfjördur og det blev tid til afsked med Island og ombordkørsel.
De sidste billeder er udsigten fra skibet mod opmarchområdet til biler, samt et blik på havnens omgivelser.
Det ene billede viser vej 93, der går op over fjeldet mod Egilsstadir og det andet et mindre vandfald i flere etager.
Snart var der afgang og fortøjningen blev kastet og Norröna afgik fra Island
med kurs mod Tórshavn og Hanstholm.
Den 16. juli var vi igen ombord på Norröna for at sejle hjem.
Forude ventede en tur på ialt 2 døgn førend ankomst til Hanstholm med et kort stop i Tórshavn.
Det viste sig, at der var næsten havblik ikke bare på turen ud af fjorden fra Seydisfjördur, men hele vejen til Hanstholm.
Det blev en utrolig tur, at man kan sejle i Atlanten og Nordsøen uden at skibet ruller det mindste.
Billederne viser det vi så på denne del af vores 2 ugers ferie.
Vi passerede mellem Færøerne og Shetland øerne en Borerig og Shetland øerne i klart vejr,
så det gav et helt andet indtryk af disse øer. Under passage af øerne fik vi følgeskab af flere fugle.
Vi ankom til Hanstholm den 18. juli omkring kl. 14.