|
Billeder RAAN |
 |
Tilbage til forside - Nicaragua: Klik her
Nedenstående billeder giver et indtryk af af den nordlige autonome region af landet
fra den tid, vi boede der.
Puerto Cabezas
Med fly ankommer man til hovedbyen Puerto Cabezas, fra luften ligner den en stor landsby.
Lufthavnen var fra starten meget simpel med en enkelt landingsbane og ellers kun et tårn.
Vejen indtil byen var en god grusvej, på billedet til venstre kan man se lufthavns bygningerne i baggrunden.
Billede til højre er en hoved gade i byen foran hotellet El Cortico.
Det venstre billede er i den stik modsatte retning af hovedgaden ved hotellet.
Dernæst et billede af et godt hotel i Puerto Cabezas, en bygning opført i træ.
Herefter et billede indendørs fra hotellet og den store Ara Papegøje, som var i haven bag hotellet.
Puerto Cabezas Havn.
Havnnen i byen var en 700 m lang træmole ud i det Caribiske Hav.
Denne kræver vedligeholdelse, den anløbes af bl.a. tankskibe med diverse forsyninger til området.
Billedet til højre viser Puerto Cabezas set fra havne molen.
Kanal udgravning.
Udgravning af en mindre kanal på 12 km syd for Puerto Cabezas.
Dette giver mulighed for små både, pangaer m.m. kan komme til byen nemmere end
at sejle farefuldt i åbent farvand.
Arbejderne boede i en lejr tæt ved, hvor der blev sørget for fornødenheder.
En lokal kvinde bagte brød over åben ild.
Hovedvejen til Waspam
Her går turen mod nordvest fra Puerto Cabezas en rigtig god grusvej,
efter kort tid passeres
en hængebro ved Sisin.
Denne bro blev under borgerkrigen en del beskadiget, men med vedligeholdelse af brodækket fungerede den rimeligt.
Waspam området.
Vi når frem til byen Waspam ved Rio Coco, der danner grænse til Honduras.
Man ser på den anden side af floden ind over Honduras.
I påskeugen "Semana Santa" fejres dagene med ophold ved vandet og som her, er der på en sandbanke bygget midlertidige overdækninger, hvor der sælges mad og drikke, samt andre ting.
På det ene billede ses en meget lang kano.
Befolkningen her i området er de etniske Miskito Indianere og deres land fortsætter i Honduras, de betragter ikke floden som en grænse mellem 2 lande.
Det sidste billede er fra en bro, der var på vejen langs floden, men den blev ombygget, så der blev forbindelse til landsbyerne langs floden.
Tasba Raya vejen.
En sidevej mod vest fra hovedvejen var 50 km lang.
Den blev istandsat og første gang var det muligt at komme næsten til landsbyen Francia Sirpi,
hvor en bro var ødelagt af transporter med skovhugst.
Befolkningen her var Miskito Indianere og mere end 90% talte kun deres sprog Miskito.
De mødte op og bød velkommen, hvorefter man samledes i et stort fælleshus,
hvor deres ønsker til vejen blev fremlagt.
Arbejdet er igang med håndkraft, det gælder både jordarbejde og bygning af broer.
Ved et besøg efter Tasba Raya var der på et tidspunkt lidt uro.
Politi var tilkaldt og de skulle omkring 50 km fra Waspam på cykel med deres våben på ryggen.
Wawa Bom krydsning.
På strækningen mod vest fra Puerto Cabezas kom man til Wawa Bom, hvor Wawa floden skulle krydses, det foregik på en kabeltrukket pram, hvorpå der kunne være både lastbiler, busser og biler.
Tilkørslen var meget speciel med en rampe der blev tilpasset og forlænget.
I huset til højre i billedet var en dieselmotor der trak et spil og den ståltrosse der trak prammen over.
På billedet til højre ses deres kanoer.
De sidste billeder i gruppen er et blik over til den anden anløbsbred
og dernæst et blik op ad floden Wawa.
Yulu Lapan vejen.
Kort efter Wawa Bom gik en vej på mere end 50 km fra.
En vej der var ødelagt af de tunge transporter med tømmer.
Som det ses var den første bro ikke farbar.
Men broerne blev istansat og som det ses er det broer af hårdt træ fra området.
Et blik under en bro, som var under rekonstruktion og en anden bro helt ødelagt.
Udover broerne blev vejen forbedret og istandsat og der blev gravet ud til store rør for i regntiden,
til at lede vandet under vejen.
Et meget særpræget syn var disse unge mænd, som kom ridende på okser med påspændte sække,
de havde været på indkøb.
Wawa flodens nærhed betød, at der i regntiden meget let blev oversvømmelse fra floden
og den bredte sig helt hen over denne vej.
Men til fods kunne man passere vandet.
"Las Minas området"
Længere vestpå kommer man ind i området "Las Minas" - minebyerne, et område med 3 hovedbyer.
Den første var Rosita, hvor der var et gæstehus, men der var kun strøm i byen i få timer hver aften.
Overfor lå byens hospital.
Hvis man skulle have brænstof på bilen, ja så lå der en tank over jorden med en håndpumpe.
Fra Rosita forsattes turen ind i bjergene til byen Bonanza.
Det første billede viser en overgang over en flod - vejen ses på den ene side.
Her blev man transporteret over i meget høje 4-hjuls trukne gamle militær lastbiler, da der var temmeligt dybt i floden.
Bonanza var den eneste mineby, hvor minedrift stadig pågik af et Canadisk Selskab.
Det var specielt guld og sølv der udvandtes.
Den tredie mineby var Siuna, hvor man her ser ligesom en dobbelt vej, men den til venstre er landingsbane for rutefly -
der er rutefly til alle 3 byer.
Billedet til højre er en udsigt over det gamle mineområde.
Driften blev indstillet i 1983 på grund af borgerkrigen og dermed svigt af strømforsyning
så pumper til friholdelse af minerne for vand ikke fungerede.
Et billede fra hotellet i Siuna.
Til sidst er der 3 billeder fra Siuna by, hvor billederne klart viser byens standard.
Husene der var en blanding af murerede og træbygninger.
Uli vejen.
Fra Siuna går en lille vej ud til et område ved Uli.
Vejen går igennem kuperet terræn og børnene står ved vejsiden for at se, hvem der nu måtte komme.
Vejen ender i landsbyen Uli og her er der udsigt over en nærliggende flod.
Hovedvej mod sydvest fra Siuna.
Hovedvejen fra Siuna mod sydvest var i en meget dårlig tilstand, men ret hurtigt kom man til Wani,
hvor 2 floder løber sammen til Prinza Polka floden.
Hovedlandevejen føres over denne flod på broen til højre.
Da orkanen Mitch i 1998 hærgede især Honduras, medførte regnen, at floden steg 10 m
og den blev spærret for trafik, men folk skulle ud på broen, for at se hvornår den kollapsede - det skete ikke.
Vejen til Hormiguero.
Her et billede fra landsbyen Hormiguero, hvor en vogn forspændt okser er ved at aflæsse kål.
Grisen får sig et måltid af resterne.
En rimelig vej fører ud til en britisk bygget landbrugsskole, hvor de bor en periode og får undervisning.
Billedet til højre viser lidt af kvæget der hører til skolen.
Fra området ved skolen er der en god udsigt mod Saslaya – 1650 m.
Det er områdets højeste tinde.
Union - Labu vejen.
Længere mod vest fører en vej fra Union til landsbyen Labu.
En ganske god grusvej, så landmændene i området har lettere ved at transportere deres produkter ud fra området.
En normal træbro fremstillet i hårdt træ er almindelig.
Krydsning med en mindre flod på et sted hvor kvæget ligeledes har mulighed for at få vand at drikke
mens landmanden til hest holder øje med flokken.
Til sidst ankommer man til landsbyen Labu, en ganske lille bebyggelse.
Det er ved frokosttid, så bliver en mand sendt op i et træ.
Det er friske appelsiner og så er der frokost.
I landsbyen er der en skole og billedet viser skolestuen med små borde og stole.
Det ses tydeligt, hvor lidt tæt bygningen er.
Materialer til undervisning har man næsten ikke, dog kan elerverne tegne et kort af landet.
På vej tilbage mod hovedvejen passeres et osteri, hvor landmændene kan få behadlet og fremstillet deres mælk til ost.
Ostemassen bliver i blokke lagt i et klæde, hvorefter vallen presses ud ved hjælp af de to spænder der bruges til sammenpresningen.
Herefter ender osten som en hvid masse og ligger til lagring på hylder inden den bringes videre.