Nicaragua - om landet

• Forside
• Arbejde i udlandet
• Slægt
• Rejser Oversigt

Tilbage til forside - Nicaragua: Klik her

Om landet

Landets størrelse og historie:

Hovedstaden er Managua med omkring 1 million indbyggere

Landets areal er ca. 120.000 kv km - hvor Danmark har 43.000 kv km. Nicaragua er næsten 3 gange større end Danmark.

Indbyggertallet var i 2012 ca. 5,7 mio. og når den ene million bor i hovedstaden, ja så er landet tyndt befolket
og i særdeleshed de 2 autonome regioner, der har 0 - 15 indb. pr. kvkm.

Landets officielle sprog er spansk, men der er andre sprog som engelsk, miskito og andre oprindelige sprog.

Historisk:

Legenderne fortæller, at de første indbyggere i Nicaragua var indianere fra Mexico,
hvis profet fortalte dem om at flytte mod syd indtil de fandt et stort vandområde med 2 bjerge, som rejste sig fra midten.

Da de ankom, fandt de Nicaragua søen med øen Ometepe.
De bosatte sig og det blomstrede op.

Imidlertid var det ikke en homogen befolkning i landet og de mange forskellige stammer var ofte i konflikt.
Den Caribiske region havde en rig antropologisk forskellighed med mere end 10 forskellige oprindelige grupper.

På ovenstående kort ses "Antiguo Limite de la dominacion Española" en grænselinje som viser at Spanierne med Columbus begyndte koloniseringen i 1522 i den vestlige del af landet, men de kom ikke øst for denne linje.

Som det yderligere ses i den østlige del, så er der mange forskellige etniske grupper her
og det var i denne del af landet Briterne havde indflydelse.

Det østlige område har et meget fugtigt klima med store regnmængder og derfor mangrove skove mange steder.
Bluefields f.eks. har på årsbasis en nedbør på 4.000 mm regn, hvor man i Danmark har omkring 800 mm.

Med hensyn til danske var der omkring 1920 en mindre udvandring til Nicaragua,
de bosatte sig først inde i det fugtige sumpede land på østkysten.

En familie med Niels Grøn fik senere en forretning i Managua og blev dansk Generalkonsul i landet.
I visse byer ses stadig forretningsskilte med danske navne f.eks. Grøn.

Atlantkysten (østkysten) er et område større end Danmark og den er opdelt i 2 Autonome Regioner,
der for begge har egen regering, med valg til disse hvert fjerde år.

Bluefields er hovedbyen i den sydlige region og har ca. 40.000 indbyggere
og den havde ikke vejadgang, da vi boede der, d.v.s. at man enten skulle flyve til byen eller
sejle 90 km på floden Rio Escondido fra byen El Rama.

Her er der 2 typer af transport man kan vælge, enten med "Panga" hurtiggående speedbåds type
med 20 passagerer og det tager 90 minutter eller med slow boat, der tager 5 - 6 timer.
Sidstnævnte medtager biler og gods til byen.

Orkanen Joan.

I 1988 blev landet ramt af en ekstrem orkan - Joan - den gik mod vest over det Caribiske Hav
indtil den gik i land på den Atlantiske kyst og ramte byen Bluefields.
Den satte al den kraft den havde ind mod Bluefields og ligeledes øen Corn Island i det Caribiske hav.

Den materielle ødelæggelse var større end det, der ramte landet ved jordskælvet i 1972.
Vinden havde en hastighed på 240 km/h da den ramte og næsten udslettede Corn Island.

Da den senere ramte byen Bluefields var hastigheden omkring 280 km/h med det resultat,
at 90% af byens huse var ødelagte, ligeledes 90% af de offentlige bygninger var ødelagte.

Bluefields var forsvundet og dets 43.000 indbyggere var gjort hjemløse.
Da vi ankom 10 år efter orkanen var sporene stadig meget synlige.

RAAS:

Bluefields: Byen er hovedby i regionen, her var der 2 universiteter, hvor regionens unge kunne få undervisning,
herudover er der en skole opført ved dansk støtte.

Sidstnævnte er for Kreoler og på denne skole må de tale deres modersmål,
som er kreol engelsk ellers skal undervisning foregå på spansk.

Bluefields er beliggende 12 grader nord for Ækvator.
I den sydlige Region er transporten hovedsagelig med "Panga" - hurtiggående speedbåd.

Fra Bluefields til den nordligste landsby Karawala var der en afstand på 180 km og man sejlede dertil på ca. 3 timer.
Efter besigtigelse af projektet i området, skulle man nå tilbage til Bluefields samme dag.

Befolkningen i Karawala var en særlig gruppe af indianere (los Ulwas),
som i hele landet kun boede her og ellers var kysten nord for Bluefields især beboet
af Miskito Indianere, Kreoler og Garifunas, sidstnænvte var en befolkning, der havde flest afrikanske træk
og de var efterkommere af slaver, der var kommet til Karibien og de vedligeholdt mange af de tradioner
og skikke som var medbragt fra Afrika.

I denne del af den sydlige region kunne man træffe på landsbyer, hvor engelsk var det mest udbredte sprog
og ældre næsten ikke kunne tale og forstå spansk.

RAAN:

I den nordlige Region er transporten både med bil og med "Panga".
Her i denne region kunne man opleve at folk vandrede i op til 2 dage for at mødes med Projektet,
for at få en vej istandsat, så de lettere kunne komme til og fra deres landsby.

Regionen grænser op til Honduras med Rio Coco floden som grænse,
men denne bliver ikke af den oprindelige indianske befolkning betragtet, som en grænse mellem 2 lande.

I dette område er der politistation i byen Waspam og en gang var der lidt uoverensstemmelse mellem nogle folk
i en landsby omkring 50 km fra Waspam.
Dette blev klaret ved, at politiet kom til stede på deres cykler med våben på ryggen, d.v.s. de cyklede 2 gange 50 km.

I denne region var det meget tydeligt, at der var illegal skovhugst, som betød at store områder blev ryddet
og træ som maghogni blev fjernet.

Det var bl.a. denne trafik som medførte, at mange veje var blevet ødelagt, og broer af træ var væk,
så folk ikke kunne komme til og fra deres landsbyer.

Til top af siden